Fra pikkelhue til grydehjelm – tysk herremode direkte fra skyttegraven

I starten havde de blankpolerede pikkelhuer, fine messingknapper og røde kantebånd på uniformen. Men da Første Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, var det camouflage-farver og grydeformede stålhjelme, der dominerede i de tyske skyttegrave.

Westfront 1916_Kaare

Kåre Johannessen træder med fodtusser, flyverhelte og kavalerister på scenen, når der vises tyske herremode fra Første Verdenskrigs skyttegrave.

Når reenactmentforeningen Westfront 1916 viser tysk herremode fra skyttegraven på Historiske Dage, bliver det derfor også med tyske soldater i mange afskygninger på scenen.

“Selv er jeg klædt ud som en feldwebel, det er sådan en typisk tysk fodtusse anno 1914. Men der kommer også til at være en flashy flyverhelt og en stødtropssoldat med både stålhjelm, gasmaske og håndgranater – han var datidens elitesoldat,” fortæller historiker Kåre Johannessen fra Westfront 1916. Læg dertil en stolt kavalerist, en maskingeværsskytte (med maskinegevær selvfølgelig) og en krigsfange i form af en lille forsagt engelsk løjtnant.

“For vi skal jo have en at mobbe lidt, når vi går på scenen,” forklarer Kåre Johannessen og garanterer, at der vil blive taget gas på den lille englænder under modeshowet.

“Men vi vil også fortælle om helteskikkelserne og om, hvorfor uniformerne ændrede sig så meget i løbet af krigen, fra de her flotte uniformer med røde bånd til noget mere nedtonet,” fortæller Kåre Johannessen.

For med den nye krigsførelse var det nemlig slut med at ride frem mod fjenden i flotte uniformer og beskytte sig mod sabelhug. Det handlede nu om at være usynlig – og så var den nye grydeformede stålhjelm både et godt værn mod granatsplinter og ganske praktisk, når man skulle koge noget i feltkøkkenet.

Du kan se Westfront 1916 gå modeshow søndag kl. 15 på Grøn scene.